Du er selv mor og har ansvar for din egen familie. Hvordan har det været selv at være ramt af krig og samtidig lede det humanitære arbejde i en stor hjælpeorganisation?

– Det tænkte jeg næsten ikke over. Så længe jeg, børnene og familien var raske og i sikkerhed, viede jeg al min opmærksomhed til arbejdet og til dem, som havde det sværest. At kunne gøre noget for mennesker, der er i en meget værre situation end mig, giver mig styrke.

Er der nogen oplevelser, som har gjort særligt indtryk på dig?

– Alle de mennesker, vi arbejder med, har stærke historier. Når jeg tænker tilbage, bliver jeg især rørt over mine SOS-kollegaer. Mange af dem blev hos de mennesker, der havde brug for hjælp til evakuering, helt til det sidste. Jeg kan kun nære stor respekt for den måde, de mobiliserede på og satte fællesskabet først. Samtidig er der også historier om forældre, der ikke ville tage afsted og derfor ikke kom væk, før det var for sent. Det skete blandt andet på et offentligt børnehjem for børn mellem 0 og 3 år. Allerede den første dag efter var brudt ud, var jeg i kontakt med relevante ministre og andre embedsmænd for at få børnene evakueret, men det hjalp ikke. Bygningen, hvor de boede, blev ramt af et missil, og der var ingen kælder eller andet ly, hvor personalet kunne tage børnene med, mens kampene stod på. Der gik lang, lang tid før børnene blev hentet ud af bygningen, og det er helt forfærdeligt. Heldigvis har vi også historier, hvor vi nåede det i sidste øjeblik – for eksempel med en familie, der henvendte sig til os for at få hjælp til at komme ud af Luhansk-regionen. Otte børn, mor, far og bedstemor. Vi arbejdede på det i flere dage og fik dem til sidst på et tog til Dnipro. Mens de var i toget, fik vi at vide, at et projektil havde ramt deres hus. Det hus, de lige havde forladt, lå i ruiner. Der er ikke tid til at tænke under en krig. Det handler om at træffe hurtige beslutninger for at redde menneskeliv.

Hvilken position havde SOS Børnebyerne i Ukraine før krigen?

– Vi var anerkendt i Ukraine før krigen, men var en forholdsvis lille organisation, og de fleste kendte os ikke så godt. Det er fuldstændig anderledes nu. På grund af det hjælpearbejde, vi iværksatte ved krigens udbrud, er det nu sådan, at folk fra hele Ukraine aktivt henvender sig til os for at få hjælp. Vi har ledt efter samarbejdspartnere, der matcher vores værdier og tilgange, og vi oplever nu, at nationale aktører kontakter os og ikke omvendt. Disse samarbejder har været meget vigtige for, at vi har kunnet nå ud til endnu flere mennesker, ikke mindst i de såkaldte “hotspots” (særligt farlige områder).

Hvad er du mest stolt af, at SOS Børnebyerne har opnået det første år af krigen?

– Jeg er stolt af, at vi alle er nået så langt, og at vi er vokset og har lært så meget. Det er en kompleks proces. Vi arbejder på nye måder, og vi har formået at opskalere vores aktiviteter. Vi har set og analyseret behovene hos vores børn og familier og hele tiden arbejdet på at finde bedre løsninger. Det har været godt at mærke opbakningen udefra og fra resten af ​​SOS-føderationen. Det er nemt at lukke sig inde som organisation, når der er krig, og man er bange. Det er jeg glad for, at vi undgik. Vi accepterede det, der kom: børnene, deres behov og alt, hvad krigen førte med sig. Jeg er også stolt over, at vi har formået at styrke SOS Børnebyernes position, og at myndighederne nu for alvor ser, hvad vi kan bidrage med.

Hvad er dine største bekymringer i denne fase af krigen?

– Det bekymrer mig meget, at vi ikke kender det reelle omfang af, hvor mange børn der er døde, og hvor mange børn der er tilbage i de besatte områder. Jeg ved ikke, om de børn og familier, der har måttet forlade Ukraine, nogensinde kommer tilbage. Jeg er bekymret over den psykosociale opfølgning, de får. Bearbejdning af traumer vil være meget vigtigt i mange årtier fra nu. 

Jeg tænker meget over, hvordan vi skal genopbygge vores land, når krigen er slut, og hvordan vi skal sikre, at børn får den bedst mulige hverdag og fremtid. Over 6.000 børn er indtil videre blevet forældreløse under krigen ifølge officielle tal, men der er store mørketal. Mit håb er, at SOS Børnebyerne får en plads ved bordet, når der skal træffes beslutninger, og at vi kan starte processen med deinstitutionalisering af børn i Ukraine. Vi har stor ekspertise i at finde de bedste løsninger til børn, der ikke kan vokse op hos deres biologiske familie. Mange henvender sig nu til os for at lære, og jeg tror, ​​vi stadig vil have den rolle efter krigen. SOS Børnebyerne har jo særlig kompetence i forhold til at støtte hver enkelt familie med deres udfordringer og samtidig arbejde strukturelt og metodisk.