Fra systuen til selvstændig
Langs en rød jordvej ligger én af de mange butiksstriber, der pryder de fleste veje i og omkring Zanzibars største by Stone Town. I de små butikslokaler udstilles varerne på disken: snacks, drikkevarer, taletidskort, tekstiler, krukker, grøntsager, tæpper og alt muligt andet.
I en af butikkerne lyder musikken fra tre symaskiner med fodpedal. Bøjet over dem sidder tre kvinder og forvandler farverige stoffer til festlige kjoler. På de varme, gule vægge hænger de færdige bestillinger klar til afhentning.
De tre unge kvinder er Salama, Miza og Balkis og butikken er deres. De kommer alle tre fra udsatte familier, hvor mødrene af den ene eller anden grund blev eneforsørger for en stor børneflok. Familierne kom med i SOS Børnebyernes forebyggende familieindsatser, der blandt andet hjalp børnene med at komme i skole og mødrene med at få en indkomst.
Men hver families indkomst var stadig afhængig af bare én forsørger. For at afhjælpe det og gøre familiernes livsgrundlag mere stabile fik de tre unge kvinder, som de ældste børn i søskendeflokkene, tilbud om at komme på teknisk skole og få et uddannelsesforløb i iværksætteri.
Det var på sådan et sykursus, at de unge kvinder for to år siden mødte hinanden og fik idéen til butikken:
“Vi blev venner på skolen og fandt hurtigt ud af, at vi gerne ville åbne en butik sammen. De fleste vælger at åbne en butik hjemme hos sig selv, men det ville vi ikke. Vi bor alle sammen mange mennesker sammen, så vi havde brug for et lokale ude af huset,” siger Salama på 24 år.
SOS Børnebyerne hjalp de unge kvinder med deres forretningsplan og startkapital til lejemålet, symaskiner og indkøb af tekstiler, og for seks måneder siden kunne de så slå dørene op til deres lille skrædderbiks.
“Nabolaget har taget godt imod os. Fordi vi ligger herude, slipper kunderne for at skulle hele vejen ind til byen med deres ting, siger Salama, mens hun tager en festkjole ned fra en bøjle.
Når en bestilling er færdig, tager de et billede og lægger op på butikkens Facebook- eller Instagramprofil. Salama fortæller, at de er i gang med at opbygge et stort netværk, så de kan bruge de digitale kanaler til at markedsføre deres ydelser og produkter. På længere sigt vil de gerne flytte til et større sted – gerne et, hvor de kan afholde sykurser og lære fra sig.
Forretningen laver et pænt overskud, hvoraf en del bliver lagt til side til de fremtidige forretningsplaner, mens den anden del går til kvinderne og deres familier: “På den måde kan vi hjælpe med mad, skoleting og tøj. Det gør mig glad og stolt, at jeg kan være med til at støtte min familie på den måde,” siger Salama smilende.