Neema bærer sig selv rank og stolt, men hendes ansigt har en vis alvorlighed over sig, som er sjældent for en 13-årig pige. Hendes vej til børnebyen er tragisk – nærmest utænkelig. Da hun var bare 12 år, så Neema både sin far og mor dø. Tilbage stod hun med sin lillebror på
tre år i en verden, hvor intet gav mening længere.
Børnenes bedstefar tog sig af børnene det første stykke tid efter den tragiske begivenhed. Men hans helbred og økonomiske situation var ikke til, at han var i stand til at tage sig af de to børn. De havde været igennem det værst tænkelige. Og han vidste, at især Neema havde brug for professionel hjælp og mere trygge rammer, end han kunne give hende og hendes bror. Han tog derfor kontakt til SOS Børnebyerne og de lokale myndigheder, og kort efter kunne Neema og hendes lillebror flytte ind hos SOS-mor Hawa i børnebyen.
De har nu boet her et år og er faldet godt til i en hverdag med faste rutiner, tryghed og omsorg fra deres nye familie. De har stadig hyppig kontakt med deres bedstefar over telefonen og besøger ham i ferierne. Neema modtager psykologhjælp for at bearbejde de ting, hun har set, og SOS-mor Hawa holder godt øje med sin pige. Hun ved, at hun bærer på en meget traumatisk oplevelse, og at hun skal være ekstra opmærksom på den stille Neema:
“Alle mine børn er kommet hertil med traumer i bagagen. De har brug for harmoni og tryghed. Jeg har sagt til dem, at de kan fortælle mig alt, at vi er en familie og at vi kan tale om alting. Jeg holder øje med dem, men giver dem også plads, så de kan komme til mig, når de er klar.”
Med hendes fortid taget i betragtning, så lader Neema til at befinde sig godt i børnebyens rolige og forudsigelige hverdag. Hun er altid klar til at hjælpe sin SOS-mor med at holde huset pænt og rent.
Måske fordi hun så kan gå lidt i stilhed med sine egne tanker og feje gulvene eller ordne vasketøj.
