Tips og tricks Det perfekte arrangement
Når lokalgruppen skal planlægge et nyt arrangement, kan I med fordel tænke over følgende:
Indtægtsmuligheder og opmærksomhedspotentiale: Indtægtsmulighederne er helt centrale, fordi vi skal samle penge ind til børnene – enten direkte eller ved at skaffe omtale og faddere.
Medieopmærksomhed: Er der en god historie, I kan fortælle? Hvis I mangler inspiration til, hvad der er en god historie for de lokale medier, kan I kigge her.
Gentagelsesmuligheder: Kan det blive en tradition i lokalområdet? Det er en rigtig god idé at have faste tilbagevendende arrangementer som fx det årlige banko i Frederikssund, modeshow i Herning, cykelløb i Gentofte eller hattefest i Hjerting. Fælles for arrangementerne er, at grupperne har bygget videre på en succes, som nu er blevet til en årlig tilbagevendende begivenhed, som lokalområdet forventer og glæder sig til. Derudover er de frivillige rigtig gode til at finde lokale sponsorer, som efterhånden ved, at de kommer hvert år og står klar.
Målgruppen: Tænk over, hvem I gerne vil have fat på – er det børnefamilierne eller er det pensionisterne? Og hvad tiltrækker dem ved arrangementet. ”Alle” eller ”så mange som muligt” er ikke en målgruppe.
Sker der noget i jeres by?: Måske er der et populært arrangement fra lokalområdet, som I kan kopiere?
Niche: Er der en niche, som ingen andre har sat sig på, som har potentiale?
Tidsånden og trends: Lige nu er der meget fokus på klima, miljø og genbrug. Det er også aspekter, som SOS Børnebyerne arbejder med, og som optager mange. Man kunne lave en skralde eller pantindsamlingsdag, hvor man både gjorde noget godt for naturen og udsatte børn på samme tid. Måske man med held kunne finde en lokal sponsor, lokal politiker, ildsjæl, der ville give penge for hvert kilo indsamlet skrald.
Højtider og mærkedage: Mange familier vil gerne lave noget hyggeligt sammen i forbindelse med mærkedage og højtider. Derfor kan det være en god idé at lave aktiviteter til fastelavn, påske og jul. Det kan være at slå katten af tønden og pynte fastelavnsboller eller lave æggeløb og så karse. Ligeledes kan det være en god idé at lave noget på internationale mærkedage som fx Børnenes Kampdag den 20. november. Det kan samtidig skabe en god pressekrog.
Koble sig på arrangementer: I langt de fleste byer arrangeres der julemarkeder, messer, kulturdage osv. Det kan være en god idé at koble sig på den slags arrangementer, hvor I er sikre på, at der kommer en del mennesker. Hør, om I ikke kan få lov at være til stede med en stand, og lav noget sjovt, som tiltrækker folk.
Er det gratis, kan det spises, kan det vindes? Vi danskere er vilde med alt, der er gratis, der kan spises, eller hvis vi kan vinde noget. Så konkurrencer og lotterier er et sikkert hit. Noget så simpelt som en tegnekonkurrence er også populært og kan laves langt de fleste steder. Det eneste I skal bruge er papir, tusser og et lille bord. Se om I ikke kan få sponsoreret præmier fra lokale butikker. Konkurrencer er desuden en god måde at skaffe presseomtale af arrangementet efterfølgende ved at annoncere vinderne. Ligeledes kan salg af hjemmebag tiltrække mange, og hvis man har nogle gratis bolsjer eller andet, så er det et kæmpe hit. Fiskedam og lykkehjul tiltrækker ligesom konkurrencer mange folk. Det er muligt at låne et lykkehjul på SOS-kontoret i København.
Lokal kendis som trækplaster: Hvis der er noget, som vi elsker lige så meget som gratis ting, konkurrencer og kage, så er det kendisser. Måske I kender en lokal kendis eller nogle i jeres netværk gør?
Brug jeres netværk: I gør det allerede, men jeres netværk er helt uvurderligt for jeres succes. Det kan være alt fra lån af lokaler, præmier, ideer til arrangementer, hjælp til arrangementet eller endda en lokal kendis.
Mersalg: Når man er lykkedes med at få folk til et arrangement, kan man lige så godt forsøge at bygge ovenpå og sælge dem noget mere. Fx ved at tilføje et amerikansk lotteri til en bridgeturnering.