Forside / Fonde og offentlige donorer / Forebyggende indsatser / Rambøll Fonden
Forbedring af folkesundheden på Tumbatu, Tanzania
I samarbejde med Rambøll Fonden arbejder SOS Børnebyerne for at forbedre folkesundheden på Tumbatu, en lille ø i Tanzania med ca. 13.000 indbyggere, ikke langt fra Zanzibar. Projektet, der inkluderer et tæt samarbejde med organisationen Ingeniører Uden Grænser, har til formål at forbedre adgangen til rent vand og sanitet på øen og øge befolkningens viden om hygiejne og sundhed.
De sanitære forhold på Tumbatus fire skoler er nærmest ikke-eksisterende. Skolernes mindst 2.000 elever har hverken adgang til rent drikkevand eller ordentlige toiletforhold, mens de er i skole. De dårlige toiletforhold tvinger børnene til at besørge sig i busken, eller til at holde sig indtil skoledagen er ovre. De ældre skolepiger oplever især udfordringer og møder sjældent op i skole, når de har menstruation.
Ved hjælp af en renovering af vandsystemet på Tumbatu og saniteten på øens skoler vil projektet komme hele øens befolkning til gode. Samtidig vil vi med en oplysningsindsats omkring sygdomsforebyggelse og sundhed både på skoler og blandt udsatte familier i lokalsamfundene bidrage yderligere til sundhed og trivsel på Tumbatu.
Læs mere om Rambøll Fonden på fondens egen hjemmeside.