Ole Kirk's Fond
Forebyggende indsats for udsatte børn og familier i Rwanda
Vi hjælper familier til at blive sammen
SOS Børnebyerne arbejder sammen med Ole Kirk’s Fond om at støtte fattige familier i Kayonza, Rwanda. Gennem målrettet socialt arbejde opbygger og forstærker projektet familiernes evne til at modstå kriser. Giver forældrene færdigheder i at sikre børnene en tryg opvækst med adgang til sundhedsydelser og uddannelse. Hver familie udvikler sammen med projektteamet deres egen udviklingsplan som tager udgangspunkt i familiens specifikke situation, ressourcer og specifikke udfordringer. Det overordnede formål med projektet er at forebygge, at udsatte familier i sektorerne Mukarage og Gahini i Kayonza distrikt går i opløsning, så børnene efterlades uden forældreomsorg.
Under projektperioden støttes familien efter behov, men projektet fokuserer altid på familiens indtægtsgrundlag med henblik på at udvikle langsigtede og holdbare løsninger. Familiens voksne medlemmer bliver trænet i tekniske færdigheder som eksempelvis dyreavl, dyrkning af grøntsager, handel med egne eller indkøbte produkter m.m. Herved forbedres deres muligheder for at finde arbejde, eller de støttes i at skabe eller forbedre deres egen lille virksomhed.
Vi giver bæredygtig økonomisk hjælp
Samtidig får de indledningsvis økonomisk støtte til eventuelle sundhedsudgifter, til børns ernæring og til skolematerialer, en støtte som altid følges af tæt rådgivning og information, så familien bliver i stand til at overtage ansvaret for selv at sikre familiens sundhed og ernæring. Forståelse for økonomisk planlægning og etablering af en fast opsparing er et helt afgørende element i projektet, så familien fremover har de nødvendige reserver. Helt banalt skal der eksempelvis ved skoleårets begyndelse være tilstrækkeligt med penge til børnenes skolematerialer.
Arbejdet med de enkelte familier understøttes også af en mere strukturel indsats for at sikre, at lokale myndigheder og civilsamfundet får fokus på de mest udsatte familiers situation. Blandt andet har SOS Børnebyerne hjulpet med at starte flere låne-sparegrupper, som giver de udsatte familier adgang til sikker opsparing og mikrolån til lave renter. Låne- og sparegrupperne vil desuden fungere som platforme for viden på andre områder. For eksempel vil medlemmerne lære om, hvad det vil sige at være gode omsorgspersoner, og at børn har rettigheder. Den nye viden skal blandt andet føre til, at forældrene forstår værdien af uddannelse og derfor prioriterer at bruge deres nye indtægter på at betale udgifter til skolegang frem for at sende børnene i arbejde.
Læs mere om Ole Kirk’s Fond på fondens egen hjemmeside.