Mel og gær kan meget mere end at blive til boller. I dag skal I møde Elvira fra Zambia, hvis mor tjener penge til hele familien med den mel og gær, som hun har fået af SOS Børnebyerne.
Foto: Paal Audestad
Dagens spørgsmål
Dagens gode gerning
Store bagedag på skolen
I dagens film så I, hvordan Elviras mor bagte boller og solgte dem på markedet, så de havde penge til mad, tøj, skolebøger osv. Nu er det jeres tur til at tænde ovnen.
Lav en bagedag, hvor I inviterer forældre og bedsteforældre på besøg på skolen og sælger boller og kager. Pengene kan gå til klassens indsamling.
I kan bage julesmåkager, pebernødder og boller derhjemme hver for sig eller i små grupper. I kan også bage sammen i jeres skolekøkken.
Hvis ikke alle har lyst til at bage kage, er der nogle, der kan stå for at lave fine prisskilte og informationsskilte. På informationsskiltene kan I beskrive, at pengene går til børn, der har brug for hjælp til at få ordentlig mad og komme i skole.
Sælg for eksempel kagerne på skolen eller ved et arrangement for forældre. Hver gang I samler 50 kr. ind, så kan SOS Børnebyerne købe sæbe til en hel familie eller skolematerialer til et barn i et helt år. Samler I 300 kr. ind, så kan SOS Børnebyerne sørge for mad til en udsat familie i en hel måned.
Lærertip
Bage kagedag
Bed eleverne tage hjemmebagte kager med, eller bag dem sammen med din klasse i skolekøkkenet. Sælg kagerne på skolen eller ved et julearrangement for forældre. I kan finde inspiration i guiden her.
Dagens fakta
SOS Børnebyerne mener, at børn har det bedst i deres biologiske familie, hvis forældrene har tilstrækkelige fysiske og psykiske ressourcer. Derfor arbejder vi for at give udsatte familier bedre muligheder for selv at tage sig af deres børn. På den måde forebygger vi, at familierne falder fra hinanden, og børnene står alene tilbage. Vi kalder det for vores forebyggende arbejde.
Det er forskellige fra familie til familie, hvilken støtte de har brug for. I mange afrikanske og asiatiske lande har familierne typisk først og fremmest brug for mad, medicin og lægehjælp samt skolelegater, så familiens børn kan komme i skole.
Når de basale behov er dækket, ser vi sammen med familien på, hvordan de bedst kan blive selvkørende. Det kan være ved at give dem et hønsehold, køb af jord og afgrøder, uddannelse inden for et håndværk eller servicefag. Elviras mor har blandt andet fået støtte til at komme i gang med sin lille bagerforretning og sikre, at hun kan spare op til en ovn og på den måde gøre sin forretning mere effektiv og sikker.
SOS Børnebyerne støtter også med låne-spare-grupper, hvor forældre får adgang til lån og sikker opsparing. Det bliver ofte begyndelsen på familiens egen lille forretning og en vej ud af fattigdommen.
Målet med SOS Børnebyernes forebyggende arbejde er, at familierne inden for en kort årrække skal blive i stand til at klare sig selv.
Lærertip
En god cirkel
I dagens film forklarer Mille, hvordan SOS Børnebyerne hjalp Elviras mor med at tjene sine egne penge på at bage. Hun købte mel og gær, som de bagte boller af. Bollerne solgte de på markedet og tjente penge. For de penge kunne Elviras mor købe mad til sig selv og sine børn. Hun kunne også købe mere mel og mere gær, så hun kunne bage flere boller og sælge på markedet osv. osv.
SOS Børnebyerne kan også give andre ting – f.eks. høns eller en ko, en symaskine og noget stof eller ting til at lave sæbe af.
Tegn nu jeres egen cirkel, som forklarer, hvordan et par høns eller en symaskine eller noget helt tredje kan give en udsat familie en hjælpende hånd.
Dagens billede
Mel og gær kan meget mere end at blive til boller. Elviras mor tjener penge til hele familie med den mel og gær, som hun har fået af SOS Børnebyerne.