Fakta
🏝️ Zanzibar er en ø-gruppe i Østafrika og del af Tanzania. De to største øer hedder Unguja og Pemba. På Zanzibar bor der omkring 2 mio. mennesker.
⚽Børnebyen på Zanzibar, som Christel Pixi besøger i dagens afsnit, ligger i hovedbyen Stonetown. Her bor der omkring 20 børn hos fire forskellige plejemødre. Børnene går på den lokale skole i området og har masser af tid til leg.
✊Siden 1995 har SOS Børnebyerne støttet børn, unge og familier og kæmpet for deres rettigheder på Zanzibar.
🚫I Tanzania, Uganda, Sydafrika og Kenya i Øst- og Sydafrika er tynde plastikposer forbudt. I Somalia og Rwanda er alle former for plastikposer forbudt. Forbuddet er først og fremmest et klimahensyn, men plastikposerne blokerede også kloakkerne, flød i vandet og forurenede luften, når man brændte affald af.
💙SOS Børnebyerne giver de børn, der ikke har nogle voksne, der kan passe på dem, et nyt hjem og tryghed – f.eks. i en SOS-børneby eller plejefamilie.

© Emilie Thejll-Madsen
Dagens reflektion:
I dagens afsnit talte Mille om plastic og plasticposer.
Hvorfor tror I, at man har forbudt plasticposer på Zanzibar?
Synes I, at plasticposer skal forbydes i Danmark?
Saml skrald i naturen
Plastic findes i mange former og overalt. Ikke bare derhjemme, men desværre også ude i naturen, hvor det ikke hører til. Det gør vi noget ved.
Tag jeres jakker og sko på og tag på skraldejagt – rundt i skolegården eller ude i naturen. Det er ikke kun en god gerning for naturen, men er også dejligt at se, at der ikke ligger skrald og flyder.

Lækkersulten?
Prøv at lave de lækre mandazi derhjemme, som I så Christel Pixi bage på Zanzibar

Dagens rettighed
Artikel 27: Levestandard
Alle børn har ret til en levestandard, der sikrer dem et godt liv.
Det kan for eksempel være retten til mad, tøj og et sikkert sted at bo.
Staten skal hjælpe familier og børn, som ikke har råd til det.

© Unicef Danmark