I dag skal vi høre om børns ret til at gå i en god skole. Vi skal møde Ally, der bor i Tanzania. Hun vil vise os, hvordan hun gør sig klar til at gå i skole.
Dagens spørgsmål
Dagens gode gerning
I dagens afsnit mødte I Ally, som går i en skole i Tanzania, men I kan faktisk være med til at gøre en forskel, så endnu flere børn kommer i skole.
Lav fint julepynt ved at bruge papir, hæfter eller bøger, som alligevel skulle smides ud. Når I bruger det til julepynt, så bliver det genbrugt og får nyt liv.
Hvis skolen holder et digitalt julemarked, kan I sælge julepynten til 10 kr. og overføre det til klassens indsamling.
Lav for eksempel flotte juleengle ud af genbrugspapir med denne opskrift.
Lærertip
Start jeres egen pantindsamling
Hvis I samler 50 kroner sammen, så kan SOS Børnebyerne købe skolematerialer, som for eksempel skolebøger, kladdehæfter og blyanter til et barn i et helt år.
Dagens regler
I dag har Mille regel 17, 28 og 29 med, som hun har givet farven lilla. De handler tilsammen om at børn har ret til en god uddannelse og mulighed for at lære noget på egen hånd.
Regel 17 handler om, at børn har ret til at søge informationer på internettet, tv, bøger og andre kilder. De voksne skal sørge for, at børn ikke får skadelig information.
Regel 28 handler om, at børn har ret til en uddannelse – og så længe de går i folkeskole, så skal den være gratis.
Regel 29 handler om, at børn har ret til en uddannelse, der støtter dem i at udvikle deres talenter. Børnenes uddannelse skal gøre dem i stand til at forstå deres egne rettigheder og respektere andre mennesker, og så skal uddannelsen hjælpe børn med at leve i fred og passe på naturen.
Kilde: Vi har tilpasset beskrivelserne af artiklerne. Se beskrivelserne i deres fulde længde hos UNICEF Danmark.
Dagens fakta
På Allys skole går der 2480 elever, der skal deles om 13 klasselokaler. Fordi der mangler lærere, bliver eleverne delt op i to hold, så halvdelen får undervisning om morgenen og resten om eftermiddagen. Fordi der mangler klasselokaler, bliver de ofte undervist på jorden i skolegården.
Selvom flere end nogensinde i dag går i skole, så er der på verdensplan stadig omkring 59 millioner børn, som ikke lærer at læse og regne.
Nogle børn kommer ikke i skole, fordi deres forældre ikke har råd, og børnene er nødt til at hjælpe til derhjemme, passe deres mindre søskende eller selv gå på arbejde. Hvis børnene kommer i skole, er det ofte i fyldte klasselokaler, der gør det svært for lærerne at undervise og eleverne at modtage undervisning.
Det er vigtigt for børn at gå i skole, da det betyder, de kan klare sig bedre, når de bliver voksne. De kan få et bedre job, så de kan købe mad, og de ved, hvordan man skal holde sig sund og rask.
SOS Børnebyerne har støttet Allys skole, så de kunne købe bøger, sportsudstyr og bygge et bibliotek og nye toiletbygninger. Derudover har SOS Børnebyerne trænet lærerne i børns rettigheder, og der er blevet startet en børnerettighedsklub.
Kilder: UNICEF
Lærertip
250 elever i ét klasselokale
Fordi mange familier vælger at flytte fra landet og ind til storbyen, så er der kommet mange flere elever på skolerne i Tanzanias hovedstad Dar es Salaam. På nogle skoler er der helt op til 250 elever i én klasse.
Når der sidder 250 elever i et tanzanisk klasselokale, svarer det til, at 9 danske klasser med 28 elever skulle sidde sammen i ét lokale.
Dagens billede
Det er ikke kun på Allys skole, der går mange elever. På mange skoler i Tanzania er der op til 250 elever til ét klasselokale.