Juletiden kan let komme til at handle om at lave ønskelister, spise chokoladejulekalendere og få gaver. Men med Omvendt Julekalender vender SOS Børnebyerne julen på hovedet. I stedet for at bruge december på at fokusere på os selv, så vil Omvendt Julekalender have os til at tænke på andre end os selv.
Med en særlig indgang til børn og unge i mere end 135 lande tilbyder SOS Børnebyerne et unikt indblik i andre børns liv, som er spændende, lærerigt og udviklende for børn i Danmark. Samtidig oplever de glæden ved at tænke på og gøre noget godt for andre.
Se Omvendt Julekalender
Hvis dit barns klasse ikke deltager i Omvendt Julekalender – er I som familie velkomne til at benytte jer af undervisningsforløbet helt gratis. Når vi nærmer os 1. december vil film, refleksionsspørgsmål og opgaver blive tilgængelige her på siderne. Det kan give god anledning til snakke om børneliv i andre lande, som motiverer børnene til at gøre noget godt for andre.
Glæden ved at give
Mange klasser vælger at starte en indsamling til SOS Børnebyerne i forbindelse med, at de ser Omvendt Julekalender i klassen. I 2024 samlede elever fra hele landet over 200.000 kr. ind i løbet af december måned.
Dagens låge indeholder ud over film og refleksionsspørgsmål også en idé til en god gerning. Nogle af gerningerne kan udløse småbeløb, der kan gå til klassens indsamling. Men det er helt frivilligt, om I har lyst til at deltage i indsamlingsdelen.
Hvis I ønsker at støtte, så spørg dit barns lærer, om klassen samler ind, og hvordan du kan støtte.
Du kan også tage en snak med dit barns lærer, hvis du synes, at en indsamling i klassen kan lægge pres på din egen eller andre forældre økonomi. Det er ikke en forudsætning for deltagelse i kalenderen, at klassen samler ind. Måske kan du og de andre forældre tage en dialog med læreren om en eventuel indsamling på et forældremøde.