”Vi skal satse på børnene, hvis vi vil have en bedre verden”

En livsbekræftende tur til Thailand 

For Birthe er det vigtigt at hjælpe, hvor man kan, med det, man kan. Det skaber både værdi for andre, men også for en selv. Da Birthe valgte at blive SOS-fadder, var det langt fra første gang, hun stiftede bekendtskab med velgørenhed. Hun er ambassadør for Hjerteforeningen og for Børnehjælpsdagen, hun tager telefoner til Danmarks Indsamling og i 1998 brugte hun en del af sit sabbatår som frivillig på et børnehjem i Thailand:  

”Jamen, det er jo altid dejligt, at man kan være med til at ændre noget til det bedre. Det var sådan set også derfor, jeg endte i Thailand på børnehjemmet dengang. Jeg ville gerne ud i verden og give en hånd med,” fortæller hun.  

Birthes opgave var at hjælpe til med at passe, pleje og pusle de godt og vel 40 babyer på stedet. Opholdet på børnehjemmet og mødet med den thailandske kultur gjorde stort indtryk på Birthe, der vendte tilbage til Danmark med et andet syn på livet:  

”Jeg kom helt klart ud af min comfort zone og ned til et sted, hvor det er nogle helt andre ting, der tæller. Jeg så på mit arbejde og min verden med nogle helt andre øjne, da jeg kom hjem. Det var ikke, fordi min verden blev mindre værd, men jeg blev mere afslappet over for det. Hvor vigtigt er det egentlig, at jeg husker teksten. Hold da op, hvor har jeg brugt meget energi på at bekymre mig om det,” siger hun med et smil.

Et par af de børn, der boede på børnehjemmet under Birthes besøg, blev senere adopteret til Danmark. Birthe har stadig kontakt med nogle af adoptivfamilierne den dag i dag.

Det er missionen, der tæller 

Birthe er i dag SOS-fadder til en ung gut på 19 år fra Laos. Selvom det glæder hende, at han trives og klarer sig godt i skolen, så har det ikke været vigtigt for hende, hvem hun helt præcis hjælper, eller hvor i verden de bor. For hende er det mere den overordnede mission om at hjælpe børnene og det bæredygtige i at være flere om hjælpen, der tæller:  

”Vi er jo flere faddere om det samme barn. Og det gør det hele lidt mindre sårbart, synes jeg. Det gør også, at jeg kan have det fint med, at jeg ikke skriver til mit fadderbarn, for det er der sikkert nogle andre faddere, der gør. Jeg glæder mig i stedet over, at mit bidrag kan være med til at gøre en forskel og holde et godt projekt i gang. Og når mit fadderbarn på et tidspunkt bliver flyvefærdig og flytter hjemmefra, så skal jeg have et nyt fadderbarn et andet sted.”