Thank you! Your submission has been received!
Oops! Something went wrong while submitting the form

Hvad sker der med mit indbo?

Det er dig, der bestemmer, hvordan almindeligt indbo og dine personlige ejendele skal fordeles. Det kan du gøre ved at udarbejde en liste over, hvem du ønsker skal have hvilke ejendele. Denne kaldes et såkaldt indbotestamente eller indbofortegnelse. Listen skal være dateret og underskrevet for at være gyldig. Har du kostbart indbo som for eksempel dyre malerier, smykker eller ure, bør du indskrive det i dit testamente. Hvis du ønsker, at indboet skal gives til en, som også arver andet efter dig ud over den pågældendes del af arven, skal det fremgå tydeligt.

 

Hvorfor skal mit testamente påtegnes hos notaren?

SOS Børnebyerne anbefaler, at dit testamente bliver underskrevet hos notaren. Med notarens bekræftelse af din underskrift kan der nemlig ikke sås tvivl om ægtheden af dit testamente. Samtidig registreres dit testamente i Centralregistret for testamenter, og skifteretten får automatisk besked, når du dør, modsat et vidnetestamente, som ikke bliver registreret eller opbevaret et officielt sted. Et notarpåtegnet testamente er din garanti for, at dit testamente bliver fundet frem og dine sidste ønsker opfyldt.

Læs mere om notartestamenter ved skifteretten på domstolenes hjemmeside.

Hvad er en arving vs. en legatar?

En legatar er en person eller organisation, som skal arve et bestemt beløb (sumlegatar) eller en bestemt genstand (genstandslegatar). Det kan f.eks. være et maleri eller en bil.

En legatar har som udgangspunkt ikke medbestemmelsesret i boet, hvilket vil sige, at legataren ikke har indflydelse på boets praktiske afvikling. Legataren har heller ikke mulighed for at udtage andet i boet end det, der er bestemt i testamentet.

En arving er en person eller organisation, som enten skal arve en del af boet eller hele boet. En arving har indflydelse på boets praktiske afvikling og har som udgangspunkt også mulighed for at udtage aktiver inden for sin arvebrøkdel.

Det er den person, som skriver testamentet, der som udgangspunkt bestemmer, hvorvidt de indsatte i testamentet, skal have status som arving eller legatar. Skifteretten kan dog undtagelsesvist bestemme andet.

Tvangsarvinger, dvs. en ægtefælle og børn, vil altid have status som arving. Det er ikke muligt at ændre på dette gennem et testamente.

Bestemmer man i sit testamente, at alle personer skal have status som legatarer, er det som udgangspunkt en bobestyrer (typisk en advokat), som har al indflydelsen på boets behandling, herunder salg af aktiver så som ejendom, værdipapirer, indbo eller andet.

Når SOS Børnebyerne er arving i et dødsbo, følger vi vi altid testators ønske. Vi sørger for, at aktiver bliver solgt bedst muligt, og omkostningerne holdes nede på et minimum, så vi og evt. øvrige arvinger får mest muligt i arv og vi dermed kan hjælpe flest mulige udsatte børn rundt omkring i verden.

Har du spørgsmål?

Mette Sandager Löhndorf, Testamenteansvarlig