“Jeg ville være en, min nye familie kunne være stolte af.”
Jeg har altid haft masser af mål og drømme, men som et af Mozambiques mange forældreløse børn, havde jeg aldrig en chance. Det ændrede sig, da jeg fik et hjem i en børneby, og mit liv blev fuld af muligheder.
I dag udlever jeg min allerstørste drøm: at være læge, forsørge min familie og være et godt eksempel for andre.
Jeg bor sammen med min kone og vores tre døtre. Til daglig er jeg læge på et af de største hospitaler i Maputo, og lige nu er jeg ved at bygge mit eget hus i et godt middelklassekvarter i byen.
Hver af mine døtre får deres eget værelse – jeg kan give mine børn mere, end mine egne forældre nogensinde kunne.
Min SOS-familie
Jeg er født i 1981, fire år inde i Mozambiques 15 år lange borgerkrig. Min far døde i krigen, min mor forlod mig, og jeg måtte flytte ind hos min onkel i byen Tete.
Han havde dårligt råd til at have mig boende og fik hjælp til min skolegang af SOS Børnebyerne. Det var i SOS-skolen, at mit liv ændredes for altid.
I Mozambique er det ikke usædvanligt, at den lokale børneby får øje på udsatte børn – enten gennem skolerne, eller fordi børnene bliver legekammerater med nogle af fadderbørnene.
Sådan gik det også for mig, og som otteårig flyttede jeg ind i børnebyen i Tete.
Jeg fik en familie igen. Ikke bare en SOS-mor, men en hel børneby fuld af nye søskende. I børnebyens trygge rammer begyndte mine fremtidsdrømme at spire: Jeg ville noget med mit liv, jeg ville være en, som min nye familie kunne være stolte af.
Jeg håber, at andre fadderbørn ser, at det betaler sig at forfølge sine drømme.
Min uddannelse
Som teenager flyttede jeg til SOS-ungdomshuset i hovedstaden Maputo, hvor nogle af landets bedste universiteter ligger.
Jeg har altid arbejdet hårdt for mine gode karakterer i skolen, og som det første fadderbarn i Maputo blev jeg optaget på en universitetsuddannelse.
70 studerende blev optaget på medicinstudiet på min årgang, men kun 13 endte med at få deres afgangseksamen. Jeg var heldigvis en af dem, der klarede det hårde studie. Det var også på universitetet, at jeg mødte min kone, som jeg er gift med på tiende år.
Da jeg var færdiguddannet, gik jeg ned på SOS-lægeklinikken i Maputo og tilbød min hjælp som frivillig som noget af det allerførste. De børn, der vokser op i børnebyen i dag, er jo mine brødre og søstre, og jeg vil hjælpe dem på enhver måde, jeg kan.