Forside / Sådan hjælper vi / Et trygt hjem / Når katastrofen rammer / SOS Børnebyerne hjælper krigens børn
Antallet af børn, der forventes at miste forældreomsorgen på grund af krigen mellem Israel og Hamas, stiger dagligt. SOS Børnebyerne står altid på børnenes side og gør alt i vores magt for at hjælpe dem.
En 3-årig pige blev for nylig fundet helt alene i krigsramte Gaza. Hun er nu under vores pleje i vores SOS-Børneby i Gaza. Ingen ved, hvor hun kommer fra, eller hvad hun har oplevet.
De dygtige medarbejdere i børnebyen gør alt, hvad de kan for at sikre, at hun føler sig tryg i den utrygge situation, hun er i.
Det gør de gennem nærvær, pleje og traumebehandling, og langsomt men sikkert er hun nu begyndt at åbne sig op.
Desværre er hendes situation ikke enestående – hun er blot et af mange forældreløse børn i Gaza.
SOS Børnebyerne arbejder og har børnebyer i både Palæstina og Israel – to i Palæstina og tre i Israel – og gør alt, hvad der er muligt for at beskytte alle børn, unge og familier tilknyttet SOS Børnebyerne – også når arbejdsvilkårene er ekstreme, udfordrede og farlige.
”Vi er på mærkerne 24 timer i døgnet. Klar til at gribe vores tasker og løbe ud på gaden, hvis vi bliver nødt til det,” fortalte en socialarbejder fra SOS Børnebyerne i Palæstina i november 2023.
SOS Børnebyerne hjælper børn og familier i Gaza med blandt andet fornødenheder som mad, vand og hygiejnekit, økonomisk og psykologisk støtte og traumehåndtering.
I Israel sørger SOS Børnebyerne for krisehjælp til børn, unge og voksne. SOS Børnebyerne i Israel deler blandt andet også madkuponer ud og har renoveret og pyntet sikkerhedsrum for at gøre børn i organisationens varetægt så trygge som muligt, når luftalarmerne lyder.
SOS Børnebyerne i Palæstina tager i samarbejde med en partnerorganisation sig af børn, der har mistet deres familie i krigen. Børnene bor i børnebyen i Rafah sammen med de børn, der bor der i forvejen.
Den tre-årige pige bor således i børnebyen nu. Hun er blevet behandlet for sine fysiske skader på et hospital i Rafah og får psykologhjælp i børnebyen.
”Hun lider af alvorlige psykologiske traumer, der har udmøntet sig i såkaldt ’selektiv mutisme’ kombineret med angst og frygt forårsaget af det, hun har været igennem og det, hendes familie har været udsat for,” siger en psykolog tilknyttet børnebyen i Rafah.
Ifølge WHO sulter 93% af Gazas befolkning, og mange lider af underernæring. Israel blokerer for megen nødhjælp ind i Gaza, og der er stor mangel på alle ressourcer herunder mad, vand, medicin og gas til madlavning. Men alle børn i børnebyen får fortsat livsnødvendige måltider og omsorg hver dag.
Læs mere om hjælpen til katastroferamte børn her
Over 10.000 palæstinensiske børn er blevet dræbt i Gaza, og ifølge menneskerettighedsorganisationen Euro-Med Human Rights Monitor har 25.000 palæstinensiske børn mistet en af eller begge deres forældre.
I den kommende tid forventer børnebyen i Rafah at tage imod endnu flere børn.
Med dit bidrag kan vi hjælpe, der hvor det gør mest ondt ❤️
Giv et bidrag