Samlede 50.000 kr. ind ved comedyshow
Det hele startede faktisk lang tid før, Nanna overhovedet blev født. Hendes mormor Åse Munkholm blev SOS-frivillig og senere formand for lokalgruppen Mariagerfjord. Siden da har mormorens engagement forplantet sig til både datter og børnebørn, og nu er SOS Børnebyerne blevet til sådan en familieting, som bare er der og skal være der:
“Jeg har altid været med. Sådan var det bare i min familie. Det er gået i blodet.
På et tidspunkt var det ikke længere nok for Nanna blot at være med til de voksnes arrangementer. Der skulle også ske noget for de unge. I 2012 besluttede hun sammen med sin søster og en fælles SOS-veninde at lave et comedyshow i Hobro til fordel for SOS Børnebyerne.
Pengene skulle gå til SOS-børnebyer i Sydafrika, og pigerne tog efter showet selv til landet for at besøge de tre børnebyer, der fik gavn af pengene. Sidenhen har Nanna besøgt flere børnebyer på sine rejser rundt i verden. Hun prioriterer besøgene, fordi det, som hun siger: ”Er dejligt at se med egne øjne, at hjælpen nytter.”
Vi lånte lokalerne gratis, og komikerne stillede også gratis op. Overskuddet fra entré, lotteri og smykkesalg løb op i 50.000 kroner. Det var en fed fornemmelse at være en del af den succes.
Nu er Nanna formand for en ungdomsgruppe
Da Nanna flyttede til Aarhus for at studere til bygningsingeniør, tog hun SOS Børnebyerne under armen og oprettede en ungdomsgruppe for frivillige SOS’ere, som hun i dag er formand for:
”Vi oprettede gruppen for at lokke flere unge til at blive SOS-frivillig. Det er måske nogle andre ting, vi synes, er interessante end de voksne, så vi kan tiltrække en anden målgruppe til vores arrangementer. Og det er jo kun godt.”
Nanna er lige kommet hjem fra udveksling i Indien, men glæder sig til at komme i gang igen:
”Man er jo en slags projektleder på de her event, og det er altid så fedt at se det hele spille. Jeg har lært meget af det, som også kommer mig til gode i mit studie og senere i mit arbejdsliv. Og så føles det bare dejligt at være med til at gøre noget godt for andre.”
Vil du også være SOS-frivillig?
Det er meget forskelligt, hvor meget tid folk har til at være SOS-frivillig. Derfor er der også forskellige måder, du kan engagere dig i SOS Børnebyernes arbejde på.
- Lokalgrupper: Engager dig lokalt, og bliv frivillig i en af vores mange lokalgrupper.
- Eventfrivillig: Vores eventfrivillige giver en hånd med, når SOS Børnebyerne afholder ECCO Walkathon, påskefest eller noget helt tredje.
- Kontorfrivillig: Som kontorfrivillig bliver du en del af et engageret hold på SOS-kontoret i København.
- Lav din egen indsamling: Har du en god ide til en indsamlingsaktivitet, så kan vi hjælpe dig med gode råd og flotte materialer.