Jordskælvet ramte lige før frokost, da Amita og Cithara på seks og 10 år legede sammen udenfor deres hus. På få minutter var pigernes hus og liv lagt i ruiner.
Amita kaldte på sin mor, men fik ikke noget svar. Hendes krop lå knust under murbrokkerne.
Deres far, Nimis, overlevede men var alvorligt såret.
Nimis havde mistet sin kone og sine børns mor. Deres hjem lå i ruiner, han havde brækket benet og var ikke mindst dybt traumatiseret af tabet af sine kone og uvisheden om, hvordan familien skulle klare sig i fremtiden. Nimis skulle på egen hånd stable familiens liv på benene igen.
Nimis kæmpede for det i tre måneder. Så måtte han give op, fordi Amita og Cithara ikke havde det godt. Nimis tog kontakt til SOS Børnebyerne, og søstrene flyttede ind hos SOS-mor Indira i børnebyen Sanothimi.
Det var et svært valg for Nimis at overlade sine børn til andre.
Han besøgte dem ofte og oplevede på første hånd, hvordan pigernes SOS-mor, Indira, tog sig tålmodigt af Amita og Cithara, og det gjorde det lettere for ham at undvære sine børn i hverdagen.
Begge piger fik et tæt forhold til deres SOS-søskende og kunne med tiden begynde i SOS-børnehave og SOS-skole.
Som tiden gik, begyndte Nimis igen at gå ud og genoptog også sit arbejde som tømrer. Han begyndte at tjene penge igen og satte familiens hus i stand.
Med 10 børnebyer i landet kunne lokale SOS-medarbejdere i Nepal straks begynde en nødhjælpsindsats for at redde flest muligt og beskytte børn og mødre. Vores unikke tilstedeværelse i landet betyder, at vi kan sikre langvarig støtte til de udsatte børn og familier, der stadig kæmper for at få en stabil tilværelse efter den 25. april 2015.
SOS Børnebyerne har fulgt Nimis’ familie tæt. Han og familien fik hjælp i form af medicin og psykologhjælp. Tre år efter de voldsomme hændelser kunne søstrene flytte tilbage til deres far.
For at pigerne ikke skal udsættes for alt for mange skift, vil de fortsætte med at gå i SOS-skolen, så de beholder deres venner og omgangskreds.
De ser også stadig deres SOS-mor, Indira, da børnebyen ligger lige ved siden af skolen. Indira deltager også i skoleafslutninger og andre vigtige begivenheder i pigernes liv.
”Jeg er så stolt af pigerne og er så glad for, at de har det godt,” siger Indira. ”Jeg savner at have dem i familien og er rigtig glad for, at vi holder kontakten så godt.”