Hus 6 har fået ny adresse
Børnebyen på Zanzibar består på papiret af 11 familiehuse. Men kun ni af dem er at finde i selve børnebyen. De to andre er såkaldte udflytterfamilier, der har byttet børnebyens adresse ud med en anden i et forsøg på i højere grad at integrere familien i det omkringliggende samfund.
En af de familier er hus 6. Her bor SOS-mor Mwanakhamis med sine syv SOS-børn. For to år siden flyttede de fra familiehusene i børnebyen ud i et nyt hus helt for sig selv. Modsat deres gamle hus i børnebyen er huset her i et plan. Her er lyst, rummeligt og lidt mere plads – en ting som især de større børn i familien sætter pris på.
Forud for flytningen havde administrationen i børnebyen lavet en vurdering af alle husene og set på hvilke familier, der var bedst egnet til en flytning:
“Vi har set på sammensætningen af børn i familierne, og hvorvidt de ville kunne klare et skift eller ej. Vi har spurgt både mødre og børn om deres holdning og set på alder og robusthed. Nogle vil gerne flytte, mens andre helst vil blive i børnebyen.” siger Ali, der er familiekoordinator i børnebyen.
Ifølge SOS-mor Mwanakhamis er flytningen gået meget gnidningsfrit. Børnene går i samme skole som før og ser fortsat deres kammerater fra børnebyen hver dag, så på mange måder ligner deres hverdag sig selv. De har stadig legeaftaler og klubaktiviteter i børnebyen, ligesom SOS-mor Mwanakhamis også kommer tilbage til børnebyen flere gange om ugen til fællesmøder med de andre mødre, informationsmøder med administrationen og hygge.
Samtidig er familien faldet godt til i deres nye kvarter, og børnene har fået en masse nye venner nede ad vejen. Lige præcis det er en af de vigtigste pointer med at flytte familierne ud af børnebyen.