”I år puttede vi juletræet op på spisebordet,” griner Plamen. ”Chris væltede det to gange, så morfar besluttede sig for at stille det højt oppe. Vi blev også nødt til at gemme alle gaverne, for Chris og Ognen blev ved med at pakke dem ud.”
Plamen har ikke altid haft gode juleminder fuld af familietid og grin. Hans mor, Dana, blev skilt fra hans far, da Plamen var helt lille, og Dana fandt en ny mand. Men han lod dem desværre i stikken kort tid efter.
“Jeg blev gravid kort inde i vores forhold,” fortæller Dana. “Vi flyttede sammen, og han tog hurtigt Plamen til sig. Vi var én stor, lykkelig familie. Fattige, men lykkelige.” Baby Chris blev født en måned før jul.
“Plamen og min mand pyntede vores beskedne juletræ. Vores TV var gået i stykker, så vi holdt en stille juleaften. Vi havde en lille brændeovn, der knitrede, og det sneede udenfor. Det var magisk.”
Dana bøjer hovedet, mens hun tænker på tiden efter den magiske juleaften.
Baby Chris var kun fem måneder gammel, da Dana opdagede, at hun var gravid igen. ”Vi var ikke ekstatiske, men accepterede den lille ny. Eller det troede jeg i hvert fald,” siger Dana. En måned inden termin, tog hendes mand hen for at besøge sine forældre.
Dana var bange og alene med to små børn og en lille ny på vej og røg ned i et sort hul. ”Min mor sad bare ved vinduet og græd,” husker Plamen, der nu er en stor teenager. ”Chris tog sine første skridt, men han kunne kun gå sidelæns, for han støttede sig til sofabordet i stedet for mor. Alt var mørkt, koldt og trist den december”.
Dana kunne ikke betale sin husleje og måtte sammen med sønnerne flytte ind i sine forældres ufærdige hus i en fattig forstad til Sofia.
Plamens mormor og morfar gjorde, hvad de kunne for at hjælpe på situationen. “Min morfar stod tidligt op for at tænde op,” husker Plamen. ”Når vi andre stod op, var begge værelser blevet varme, og morfar flyttede møblerne, så min lillebror kunne løbe rundt. Mormor lavede et lille hjørne til mig, hvor jeg kunne lave lektier.”
Men hans mor havde det stadig ikke godt. ”Mormor dækkede bordet hver aften, som var det en festaften,” fortsætter Plamen. ”Vi havde ikke nogen højstol, så Chris sad på hendes skød. Min mor rørte næsten ikke sin mad og var helt stille. Efter et par dage stoppede mormor med at tvinge hende til at sidde sammen med os.”
Efter at have indset, at hendes mand ikke ville komme tilbage, tog Dana en beslutning. Da hun havde født sit tredje barn, nægtede hun at se det. Hun ville ikke engang vide, om det var en dreng eller en pige.
Lægerne på hospitalet indså hurtigt, at der skulle gøres noget, hvis barnet ikke skulle vokse op uden at kende sin mor. De kontaktede SOS Børnebyerne, og en SOS-medarbejder besøgte Dana og forklarede hende, hvordan hun kunne blive støttet finansielt og med råd og vejledning gennem SOS Børnebyernes særlige familieprogram.
Heldigvis ombestemte Dana sig, og efter tre adskilte dage blev hendes nyfødte barn, sønnen Ognen, genforenet med sin mor.
I dag trives den lille familie, og deres jul er gået fra sort til farverig. ”Mormor dækkede bord, og vi spiste julemiddagen, mens vi legede med mine brødre,” fortæller Plamen. ”Efter middagen løb morfar på skift rundt med mine brødre på ryggen – ligesom en hest! De havde allesammen røde kinder, hvinede og græd af grin til sidst. Ærligt talt, så ved jeg ikke, om mine brødre eller morfar var mest lykkelig.”
”Mor og jeg sad ved brændeovnen. Tårerne løb ned ad hendes kinder, mens hun smilede. Vi var sammen, og hun var glad. Hun ER glad. Og det samme er jeg og mine brødre. Af de 16 juleaftener, jeg har oplevet, er det her den allerbedste”.
