Thank you! Your submission has been received!
Oops! Something went wrong while submitting the form

Anklager mod ansatte i Sierra Leone

SOS Børnebyerne er gennem en ”whistleblower”-ordning blevet orienteret om, at der lokalt har været anklager om mislighold og overgreb i SOS-børnebyen i Freetown i Sierra Leone.

Efter en intern undersøgelse har SOS Børnebyerne overgivet sagen til politiet og et nationalt anti-korruptionsnævn. SOS Børnebyerne samarbejder nu med myndighederne for at afdække, hvad der er sket samt forberede eventuel retsforfølgelse.

Læs SOS Børnebyernes politik for børnebeskyttelse

Ansatte, der er under mistanke, er fjernet fra børnebyen og vil være suspenderet, mens undersøgelserne står på. Børn og ansatte i børnebyen har det efter omstændighederne godt.

Faddere til børn i børnebyen blev i sidste uge informeret på e-mail og brev. Det er fast rutine for SOS Børnebyerne at informere støtter direkte om udviklingen, hvor de støtter.

Læs FN’s retningslinjer for omsorg af børn uden for hjemmet

Vi vender tilbage med nyt, når undersøgelsen er afsluttet, og der er klarhed om forløbet.

OPDATERET 

Siden anklagerne kom frem, har SOS Børnebyerne gjort alt, hvad vi kunne for at passe godt på børnene og hjælpe dem igennem en svær tid.

SOS Børnebyerne i Sierra Leone har fundet nye medarbejdere i stedet for de ansatte, vi har afskediget på grund af anklagerne. Alle nye medarbejdere er blevet uddannet i vores regler for børns beskyttelse, og de har alle skrevet under på SOS Børnebyernes Code of Conduct, der er et regelsæt for ordentlig adfærd.

En fast tilknyttet psykolog har givet krisehjælp til de berørte børn. Psykologen har været og er stadig til rådighed for alle børn og ansatte, der har haft brug for at tale med nogen, eller som har været usikre på, om de er blevet behandlet godt nok.

Børnebyerne i Sierra Leone har oprettet hver deres børneråd, hvor et barn fra hver SOS-familie mødes og snakker om udviklingen og får indflydelse på de nye tiltag, der bliver sat i gang.

Siden 2016 har SOS Børnebyerne arbejdet hårdt for at opbygge en ny organisation i Sierra Leone for at sikre, at noget lignende ikke kan ske igen. SOS Børnebyerne vil blive ved med at følge udviklingen i Sierra Leones børnebyer tæt. Børn og personale er stadig påvirket af situationen, men vi kan se, at der er sket store fremskridt, siden vi første gang hørte om problemerne.

SOS Børnebyerne har både procedurer og politik for børns beskyttelse, som du kan læse om her: Sådan beskytter vi børnene